Fire historier fra Vestre Begravelsesplads
Mød markante personer og familier, der på hver deres måde satte spor i dansk-jødisk historie — gennem lægekunst, finans, filantropi, redningsarbejde og håndværk. Filmene er instrueret og klippet af filminstruktør Simon Sumborg, speak af Bent Lexner og manuskript af Bent Blüdnikow.
I
Ludvig Israel Brandes
Ludvig Israel Brandes (1821-1894). Han var en pionér inden for social medicin og hjalp utallige mennesker både lægeligt og finansielt. Under Treårskrigen var han underlæge i den danske hær. Han skabte i 1858 Københavns Sygehjem for fattige, syge og er nu hovedbygningen på Rolighedsvej for Landbohøjskolen. En vej på Frederiksberg er opkaldt efter ham.
II
Gottlieb Gedalia
Gottlieb Gedalia alias baron Gedalia (1816-1892). Han var en af 1800-tallets mest kulørte personligheder og blev ofte tegnet i tidens satiriske vittighedsblade. Han var uddannet som sadelmager, men var et talgeni og skabte sig en imponerende vekselérforretning på Højbro Plads. Han stod bag dannelsen af Landmandsbanken og købte sin barontitel af ministaten San Marino. Filmen fortæller om hans fantastiske karriere og tragiske slutning.
III
Clara Lachmann
Clara (Meyer) Lachmann (1864-1920). Hun var født ind i det rige jødiske borgerskab i København og blev uddannet på den kvindelige tegneskole. Som 27-årig blev hun gift med sin 47-årige fætter Jacob Lachmann. De bosatte sig i Ystad i Sverige og købte godset Charlottenborg. Han blev Sveriges største skattebetaler og blev hovedrig med sukkerfabrikker. Hun arvede en formue og brugte pengene som kunstmæcen og skabte et fond, der gav store beløb og stadig gør for at fremme skandinaviske formål. Familiens gravsted på Vestre er det smukkeste på gravpladsen.
IV
Melanie Oppenhejm
Mélanie (Mathiason) Oppenhejm (1897-1982). Hun blev født i Hamborg-Altona og blev gift med overretssagfører Moritz Oppenhejm i København. Hun var aktiv i det jødiske samfund og blev i 1935 forkvinde for Den Jødiske Kvindeforening. I 1930´erne var hun ansvarlig for at bringe 320 Jugend Aliya-børn til Danmark. Hun blev sammen med sin mand og 2 børn taget af nazisterne og deporteret til Theresienstadt. Filmen har som et scoop en optagelse fra 1938 af Mélanie sammen med Jugend Aliya-børn. Filmens ejer er Ulrich Oppenhejm.