Københavns Synagoge, 12. september 2026.

Kære venner

Der er et kendt ord fra mishnah, der siger sådan her:

At ødelægge ét liv er som at ødelægge en hel verden. Og at redde ét liv er som at redde en hel verden.

Der er noget i det, jeg rent ud sagt finder vildt interessant. Nemlig at hver eneste af os er en hel verden i os selv. Hver af os ser og oplever verden på vores egen helt unikke måde.

Vi kan se den samme hændelse. Og alligevel huske den vidt forskelligt.

Vidner til det samme bilsammenstød gengiver hændelsen forskelligt. Selvfølgelig ikke uden en fælles kerne. Ja, bilerne stødte sammen. Men detaljerne, dem husker vi forskelligt. Vi kan ikke gøre for det. Sådan er det bare.

Vi kan høre den samme sætning. Og forstå den vidt forskelligt. Vi kan endda se det på film. Og stadig opfatte det forskelligt. Hvad skete der egentlig? Hvorfor skete det sådan, og ikke på andre måder? Vi kan have vidt forskellige svar.

Det samme gælder vores følelser. Man kan tro, at alle føler ligesom en selv. Chefen er helt fantastisk, kan man synes. Men alligevel er der en kollega, der mistrives.

Man kan se på en hjerneskanning, at hjernen er aktiv, når vi tænker og føler. Vores hjerne lyser op. Men hvad vi tænker. Hvad vi føler. Hvad vi forstår. Ja, det kan man ikke se.

På den måde går vi hver især rundt i vores egen personlige udgave af verden. Samtidig med at vi selvfølgelig, og heldigvis da, deler verden med hinanden. Vi gør os umage for at se verden i citationstegn “som den er”. Men vi oplever verden gennem vores egne erfaringer.

Det gør mig nysgerrig. Hvad ser andre? Intet menneske har jo 360 graders udsyn. Så hvad ser du, som jeg ikke ser? Det bliver jeg ved med at finde interessant. Ikke at jeg altid magter at forfølge min nysgerrighed og interesse.

Jeg er jo også bare et menneske.

Men tænk engang. Inde i hver eneste af os er der en hel verden. En verden, der venter på at blive udforsket. En masse erfaring. Indsigt. Perspektiv.

Gad vide, hvad den, du sidder ved siden af lige nu, oplever. Måske noget, du ikke selv havde tænkt på.

Det handler jo ikke om at have ret.

Det handler om, hvordan vi kan skabe en bredere forståelse, i fællesskab.

Sidste år til rosh hashanah talte jeg også om fællesskab. Jeg talte om det gode, gamle ord, fælle. En kammerat. En ven. En, man har noget til fælles med.

Vi er hinandens fæller. Vi er hinandens fællesskab. Am Israel.

Nogle af os er født ind i det. Andre har valgt det. Nogle er på andre måder med i fællesskabet.

Og hvor er vi dog helt utroligt heldige, at vi har hinanden. Forestil dig en verden uden.

Ubærligt!

Det jødiske opstår gennem en lang stribe af aktive handlinger. Hvor vi inkluderer hinanden. Hvor vi har ansvar for hinanden. Også for de mennesker, vi ikke kender.

Er der nogen, der står alene? Er der nogen, der savner et netværk? En plads ved bordet til shabbat?

Hvordan kan vi række ud til hinanden? Har vi plads omkring bordet og i vores hjerter til at invitere flere ind? Ja!

Måske sidder du ved siden af en netop nu, som du aldrig har talt med. Inden dagen er omme, har I vekslet et par ord. Et nyt bekendtskab bliver født og fællesskabet bliver så meget stærkere af det.

Jeg har lyst til at dele en oplevelse med jer. Oplevelsen går ca. 10 år tilbage.

Min datter skulle på summer school i England. Sammen med unge fra hele verden. Vi tog med hende derover og fik hende indkvarteret. Vi kom ret tidligt, så der var ikke kommet så mange andre studerende endnu.

De sad i en rundkreds i græsset. En lille håndfuld.

Min datter gik hen for at sige hej. Og rundkredsen udvidede sig, så der var plads til hende. Og så kom der flere. Og rundkredsen udvidede sig igen. Og igen.

De lavede ikke små grupper. Nej. De udvidede rundkredsen. Det var ikke planlagt. Det var bare sådan, det skete. Til sidst sad de sammen i én kæmpe rundkreds. Og jeg kan godt fortælle jer: det var magisk at se. Hver gang der kom en ny, udvidede rundkredsen sig. Og inkluderede den nye. Det billede har aldrig forladt mig.

Og sådan håber jeg, at vi bestræber os på at være. Over for alle, der kommer her. Nye såvel som velkendte. For tag ikke fejl. Vi har ensomhed i vores midte. Og det er vores individuelle og fælles ansvar at række ud. Vi kan nemlig alle sammen redde en andens verden.

Det ligger i den lille handling. Når vi snart står ude i synagogegården og taler med vores venner. Inviterer vi så andre ind i samtalens varme kreds?

Eller når vi til en sammenkomst ser, at én står lidt alene. Går vi hen og siger goddag?

I alle livets situationer kan vi spørge os selv: Hvordan udvider vi rundkredsen? For sådan redder vi en andens verden.

Vi behøver ikke at se ens på verden. Vi kan konkret ikke se ens på verden.

Så er det jo sådan, at forskellige syn nogle gange kan blive til uenighed.

Uenighed kan bygge os op, fordi vi bliver klogere af at se verden gennem andres øjne.

Men. Uenighed kan også rive os fra hinanden.

Forskellen ligger ikke i, hvor uenige vi er. Den ligger i, om vi bliver ved og ved – og ved – med at række ud efter hinanden, mens vi er uenige.

Og at vi forsoner os med hinanden, hvis uenigheden har ført til, at vi har gjort hinanden ondt. For det sker jo af og til. Vi er jo også bare mennesker.

Så hvad er det, vi er? Ikke et fællesskab, der er enigt. Ikke et fællesskab på trods af uenighed. Nej, vi er det, jeg kalder et u-enighedsfællesskab.

Og kan vi egentlig gøre andet end at anerkende det?

At ødelægge ét liv er som at ødelægge en hel verden. Og at redde ét liv er som at redde en hel verden.

Vi kan ødelægge en hel verden, når vi ofrer hinanden på uenighedens alter.

Vi kan redde en hel verden, når vi rækker ud efter hinanden med nysgerrighed, åbenhed og interesse. Når vi lader vores individuelle verdener mødes.

Kol Yisrael arevim zeh bazeh. Vi har ansvar for hinanden. Vi favner hinanden. Vi passer på hinanden. Vi er. Am Israel.

Shana tova og af hjertet tak for hver evig eneste af jer

Tak