Kære medlemmer
I denne uge har der været en del opmærksomhed i medier og på sociale medier om Özlem Cekics nye børnebog, Tingbøllerne på besøg, udgivet på Gyldendals forlag. Den er på 46 sider, heraf ca. 29 siders tekst med store bogstaver. Til gengæld koster den intet mindre end kr. 325 i handlen. Jeg har fået lov til at læse et anmeldereksemplar af bogen. Lad mig dele mine tanker med jer.
Bogens formål er at bekæmpe fordomme blandt børn. “Hvad er en fordom? skriver hun (læreren Anne) på tavlen. Så vender hun sig om og peger direkte på Anders. Han bliver nervøs.”
Hvorfor bliver Anders nervøs? Jo, han stammer. Og persongalleriet rummer fremstillinger af stereotyper, som man kan have fordomme mod, men som samtidig har en nuance, der udfordrer stereotypen. Vi møder fx den kloge Anders, som stammer. Han kan heller ikke lide at spille fodbold.
Så er der Dilan, pigen, der godt kan løbe og spille fodbold, selvom hun er dårlig til straffespark. Og drengen, der ikke kan finde ud af matematik.
Og ikke mindst læreren Anne, som er prisbevidst og politisk korrekt, og som derfor overivrigt forsikrer Omars forældre om, at hun selvfølgelig også har været til demo og har købt en kefieh og skrevet om fred på Facebook.
Hvorfor sidder hun overfor dem og forsikrer dem om det? Jo, fordi “Omars far og mor kommer fra Palæstina, hvor der er krig,” og Omar har sagt, at han hader jøder. Hjemme hos en af de familier, vi møder, som underforstået er muslimske, spiser de irok, som for de fleste læsere nok er et fremmedord. Og de har nuancerede samtaler med deres 10-årige om, at “Det er forkert at sige, at der er alle jøders skyld, det, der sker i Gaza, ligesom det ikke er alle muslimers skyld, at nogle muslimer opfører sig forkert.”
Det er selvfølgelig en fuldstændigt urimelig banalisering af de faktiske forhold. Jøder er ikke i krig mod muslimer, hverken henne i Tingbølle eller i Mellemøsten. Så bogen anvender en frygtelig konflikt som anledning til at fortælle en simpel historie om, at jøder og muslimer godt kan være venner.
Hvordan finder vi ud af, at de godt kan være venner? Fordi på Tingbølle-børnenes besøg på Kamilla-skolen opdager Tingbøllebarnet Omar, at hans fodboldkammerat Jakob går på Kamilla-skolen. Jakob skjuler sin identitet uden for skolen.
“Det er jeg ked af at høre. Kender du også nogen, som er blevet dræbt?”, siger Omar. “Ja. Vi kender nogle unge, der blev dræbt, og nogen, som blev kidnappet”, svarer Jakob.
Hvordan håndteres spørgsmålet om, at Kamilla-skolen er omkranset af et sikkerhedsapparat, som ingen andre skoler i Danmark kender til? Anne siger, at det er trist, men det er, fordi der nogle gange er trusler om terror mod skolen. “Det gode er, at de aldrig får stjålet deres cykler!”, siger Ahmed.
Jeg må indrømme, der fik jeg min kaffe galt i halsen. Det er ikke det mindste sjovt. Det er vores – jødiske familiers – reelle og helt uacceptable vilkår, der jokes med her.
Man kan mene, at bogen skal være banal, fordi den skal læses af 10-årige under kyndig ledelse af en lærer, der ved noget om fordomme og skal hjælpe til, at børn ser hinanden som mennesker. Ønsket om at børn skal se hinanden som mennesker kan man kun støtte op om.
Men når jeg ser denne bog som uhjælpsom, så er det, fordi den tager afsæt i noget skævt. Uanset intentionen om at skabe gode samtaler i skoleklasser.
Der er krige og konflikter ude i verden, som er forfærdelige. Rundt om i de danske skoler ser vi ganske rigtigt børn, der i en alt for tidlig alder ser alt for grafiske billeder af krig. Og der er familier rundt om i Danmark, hvor sådanne konflikter er meget, meget tæt på. Som de er for mange af os.
Øvelsen for den danske folkeskolelærer er utvivlsomt i mange svære situationer at forklare krig og hjælpe børnene til at håndtere de voldsomme billeder og følelser. Men det er ikke rimeligt, at Jakob, 10 år, skal være talspersonen for den jødiske oplevelse, ligesom det heller ikke er rimeligt, at muslimske børn i den danske folkeskole skal stilles op som eksponenter for bestemte holdninger og handlinger.
Sker det, at børn banaliserer, sådan som det beskrives i bogen? Utvivlsomt. Men det behøver man ikke som ansvarlig underviser at se som motor for ens undervisning og pædagogiske virke.
Men fordommene, ja, de findes i bedste velgående. Og de skal håndteres konkret og aktivt af lærerne. Her har Özlem Cekic ret, når hun lader lærer Anne sige til eleverne: “Uden at kende den anden person, dømmer vi dem og ge-ne-ra-li-se-rer.”
Men at sætte krigen i Gaza på dagsordenen i den danske grundskole blandt 4. klasses elever som et middel til at tale om fordomme. Her håber og tror jeg, at langt de fleste lærere vil tænke: Pyh, det fører alt for langt. Jeg tager snakken om fordomme konkret og med afsæt i den virkelighed, vi kender her i 4. klasse, ikke den, der udspiller sig på den geopolitiske scene.
Under alle omstændigheder kan skolelærere altid række ud til Jødisk Informationscenter, som har mange års erfaring med at arbejde med målgruppen på et fagligt og relevant grundlag.
Kh Ina Rosen, forperson
August, 2026