Oversættelsen af Tanakh – hele den jødiske bibel – nærmer sig enden. Nu skal den læses igennem, og du er inviteret.

Af Michael Rachlin

Efter næsten 10 års arbejde er den første samlede oversættelse af hele den jødiske bibel ved at tage form. Overrabbiner Jair Melchior og oversætter Hanne Bubandt, der troligt har mødtes uge efter uge for at arbejde med oversættelsen, kan efterhånden se enden.

I løbet af dette skoleår – altså inden sommeren 2027 – forventer de at være færdige med oversættelsen, og man har kunnet følge med på Det Jødiske Samfunds hjemmeside, hvor oversættelserne bliver lagt ud løbende.

Oversættelsen er stadig i proces, og Jair Melchior understreger, at man forsøger sig med en “crowdsourcing” af korrekturen. Der er åbent for kommentarer og spørgsmål til oversættelsen, og alle input er velkomne. Samtalen og kommentarerne er kun med til at styrke det færdige produkt.

“Jeg er overrasket over, hvor mange henvendelser vi har fået, efter at teksten kom på hjemmesiden. Det har virkelig vist sig at være en god metode, og der har været input fra medlemmer, andre jøder, kristne, sprogfolk, andre akademikere og mange andre. Nogle af inputtene har været virkelig vigtige,” fortæller Jair, der kommer med et velkendt eksempel med en overraskende drejning.

De fleste ved, at Gud byggede kvinden af Adams ribben, som vi kender det i Bereshit – Første Mosebog. Men Jair fik en henvendelse fra et medlem, der havde skrevet universitetsspeciale om netop dette ord. Og argumentationen var overbevisende.

“Han beviser ret tydeligt, at ordet (צֵלָע – tzela) alle andre steder i Toraen betyder side. Ikke et ribben. Det kan godt være et ribben, men man kan ikke lægge sig fast på det. Og det er et godt eksempel på, at vi slet ikke har været i de overvejelser, og at vi åbner for nye tekstdiskussioner ved at få flere øjne på,” fortæller Jair, der arbejder ud fra princippet om at være så tæt på den bibelske tekst som overhovedet muligt – også selvom det kan give problemer.

“Der er både noget fortolkning og noget forståelse, der kan gå tabt undervejs. F.eks. er der nogle af profetteksterne, der er så godt som uforståelige. Jeg synes, at læseren skal have lige så stor en hovedpine, som jeg har. Ikke fordi jeg kan lide at give folk hovedpine, men jeg vil lægge mine egne fortolkninger og spekulationer til side her,” fortæller Jair.

Kom og læs med

Ud over de kommentarer, man allerede har fået, er der også brug for en professionel korrektur og en grundig gennemlæsning. Og alle er inviterede.

Jair håber at kunne starte en gruppe, der går i gang med at læse hele teksten lige efter Simchat Tora. Målet er at læse et kapitel om dagen – og med helligdage og ferie vil det tage godt tre år at læse alle 929 kapitler i Tanakh.

“Ideen er at slå to fluer med et smæk. Vi har alt, alt for få, der har læst hele Bibelen. Det kan virke uoverkommeligt, men de fleste kan overskue at læse et kapitel om dagen. Det er ikke kun, fordi det er en mitzvah at studere Tanakh. Jeg vil virkelig gerne have, at flere kommenterer og meget gerne modsiger mig,” siger Jair.

“Samtidig får vi endnu flere øjne på teksten, hvilket kun gør den bedre. Så det er både en seriøs korrekturlæsning, men der er forhåbentlig også nogen, som har nogle vigtige ting at sige om teksten,” siger Jair, der håber at kunne sende den første samlede oversættelse af Tanakh til tryk omkring år 2030.

Du kan læse oversættelsen i sin nuværende form på www.djs.dk/tanakh

Hvis du vil være med i en kommende læsegruppe – eller har andre kommentarer – er du velkommen til at kontakte Jair på jm@djs.dk

Tanakh er den samlede betegnelse for hele den jødiske bibel. I mindst 1000 år har der været konsensus om, hvilken af de 24 bøgers version der er den autoriserede, også kendt som den masoretiske tekst.

Vi deler Tanakh op i tre dele:

  • Tora – de fem mosebøger. Beretningen fra verdens skabelse frem til indgangen i det forjættede land. Desuden en gennemgang af forskellige religiøse love og ritualer.
  • Nevi’im – profeterne. Traditionelt opdelt i de tidligere profeter (Josva, Dommerbogen m.fl.) og de senere profeter (Esajas, Jeremias, Ezekiel). Haftara er det udvalg af profetbøgerne, som vi læser sammen med de ugentlige toratekster.
  • Ketuvim – skrifterne. Indeholder Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Jobs Bog, Højsangen og Prædikerens Bog m.fl.